Tværbymark 32, 5970 Ærøskøbing

VELHOLDT EJENDOM I BILLEDSKØNNE OMGIVELSER

Hvis du drejer af fra landevejen midt i hyggelige Bregninge, befinder du dig pludselig på den allerdejligste vej i et område, der føles som en sand oase. Her er udsigt til Østersøen, markerne skråner ned mod det blå vand med hvide sejl i horisonten, en fasan bevæger sig med langsomme skridt over vejen. Jo, her er ro, skønhed og drømmene føles bare lidt tættere på.

Tværbymark 32 er berømmet for den fantastiske have; mange har været forbi, da ejerne i årevis bød nysgerrige velkomne i besøgshaven, som har en overflod af farverige roser, i midten smuk pergola og et romantisk lysthus og mange dejlige pletter, hvor solen kan nydes eller skygge søges.

Huset fremstår både ude og inde i god stand - og blev total renoveret i 1985.

ET SKØNT LANDSTED - VELEGNET TIL BÅDE HELÅRS- OG FRITIDSBOLIG

Huset er ikke mindre dejligt. En højt beliggende terrasse med udgang direkte fra køkkenet giver havkig på milde sommerdage. Brændeovnen luner i den hyggelige stue. Det store, praktiske bryggers inviterer til at sylte havens herligheder. Overalt føles der lyst og åbent og der oser af kvalitet. Værelserne har venlige trægulve og alle rum har masser af lysindfald. Et smukt flisegulv breder sig fra entréen til stue, badeværelse, køkken og videre ud i bryggerset, så alt hænger smukt sammen. Den store maskinhal, samt marken ved siden af huset åbner op for stribevis af muligheder, ligesom den gamle længe med de smukke bjælker bare venter på at blive udnyttet.

Indeholder:
Huset tilgås fra den hyggelige gårdsplads ind i rummelig entré. Herfra det store Vordingborg køkken med masser af arbejdsflader og plads til stort spisebord, samt udgang til fliseterrasse og stort bryggers med udgang til gårdspladsen. Stuen med flot trægulv, tilgås fra køkkenet og videre herfra et rummeligt værelse. Flisebelagt badeværelse tilgås fra entréen, ligesom husets andet soveværelse.

Huset blev total renoveret i 1985 (tag, vinduer, køkken, bad mm). Vinduer i sydsiden er udskiftet i år 2000

Der er el-varme samt brændeovn. Evt. kan der med fordel opsættes varmepumpe (luft/luft).


En lille landbrugsejendom med ca 3 ha jord,som ligger ved ejendommen. Ejendommen kan anvendes som fritidsbolig - såfremt der sælges lidt jord fra - således at ejendommen kommer under 2 ha - og dermed kan landbrugspligten bortfalde - og dermed ingen bopælspligt. Hør nærmere.

Der er egen brønd. Vand kvalitet og kvantitet vides ikke. Der er mulighed for vand indlæggelse fra Bregninge Vandværk. Tilslutningsafgift i 2019 er kr. 50.445,- hertil kommer udgift til VVS for arbejde på egen grund.



MIDT-ØEN
Ærø er ikke en flad ø - sammenlignes ofte med en hval-ryg - og på toppen af 'ryggen' finder du midt-øen, med en hel stribe af større, velfungerende landsbyer: Olde, Tranderup, med Ærøs efterskole, Vindeballe, med egen kro, Bregninge, med kulturhus og populære overnatningssteder.

Bevæger du dig i sydvestlig retning, finder du Lille Rise, Dunkær og Store Rise, hvor øens elskede bryggeri ligger.

Øens nok mest populære natur-turistmål er Voderup Klint - her opleves naturen mere overvældende og kystlinjen mere dramatisk med rullesten og strande med diger, bølger. I umiddelbar nærhed, den hyggelige landsby, Voderup.

ÆRØ
En ø kan bedst beskrives som et mikrokosmos, hvor man på trods af størrelsen, stadig kan finde 'alt' - fra sygehus til behandlere, fra skoler til folkeuniversitet, fra idrætshaller til aktivitetshuse, fra byggemarked til specialbutikker, fra grillen på havnen til gourmet- restauranter.

Hvis man skruer tiden tilbage til dét Danmark, der var engang, dengang hver by havde sit eget handelsliv, kulturliv og arbejdsliv, så vil man se, at det engang var normen, at 'alt' var indenfor rækkevidde.

Sådan er ø-livet stadig i dag - et samfund, der på trods af sin lidenhed, udgør et helt univers.

Og det er derfor, at vi siger, at 'Drømmen er på en ø'

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.