Niels Juelsgade 11, 5960 Marstal

DEJLIGT BYHUS MED SYDVENDT HAVE

Solidt gulstenshus - godt beliggende i den søndre del af Marstal by - nær "Sønderrenden" og Marstals øvrige herligheder. Det vil sige med meget kort afstand til indkøb i centrum, skole, færge til Rudkøbing, lystbådehavnen, skoven og stranden med badehusene ved Eriks Hale og meget mere.

Huset er indvendigt indbydende med god loftshøjde - især i stueetagen. Vinduerne er i god stand (dog er to tagvinduer gamle), køkkenet fra IKEA med grå fronter fremstår nydeligt og velindrettet, der er toilet på begge etager og den sydvendte have er meget privat og har træterrasse med "udekøkken", redskabsskur samt græsplæne.

ET SOLIDT BYHUS - TIL FAMILIEN ELLER SOM FRITIDSBOLIG.

Boligen er indrettet med entré, højloftet spisekøkken med IKEA køkken med gasblus, opvaskemaskine mv, spisestue samt en stue med brændeovn. Brændeovnen medfølger dog ikke. Fra stuen er der udgang til terrassen og haven. Via entréen er der adgang til WC og bryggers, og der er en god og solid trappe til 1. sal. På 1. sal er der et repos som evt. kan bruges som kontorplads eller til opbevaring, et godt stort soveværelse med stor skabsvæg og godt lysindfald fra de sydvendte vinduer, et mindre værelse og desuden godt badeværelse med bruseniche.

Ejendommen fremstår i pæn stand, men selvfølgelig skal der forventes lidt små-renoveringer.

Der er fjernvarme, offentlig spildevandsrensning (septiktank er slettet) og vand fra Ærø vand.

Energimærke, tilstandsrapport og elinstallationsrapport kan bestilles på kontakt@obolig.dk

Skal ejendommen anvendes som fritidsbolig kan 80% belåning sandsynligvis ikke opnåes. Uanset om ejendommen skal anvendes som fritidsbolig eller helårsbolig anbefales det at rådføre sig med eget pengeinstitut.

OM MARSTAL
Den største by på Ærø er Marstal, som ofte kaldes Skipperbyen. Marstals historie oser af saltvand og tjære. Gadenettet er præget af, at havnen altid har spillet en stor rolle. De karakteristiske småsmøger, de såkaldte 'snorrer', er vidner derpå. Langs havnen finder man et charmerende miljø med coastere, joller og en stor lystbådehavn. Havnemolen med den gamle kalkovn giver læ for østenvinden, bygget til formålet af skippere og bønder. I Marstal har et af Danmarks bedste Søfartsmuseer sit hjem. Her ligger øens folkeskole, Marstal Skole, samt Marstal Navigationsskole og VUC. Og her er et rigt handelsliv og øens største handelsgade. Byens mange gæster og indbyggere - over 2.200 styks - nyder omgivelserne; ikke mindst Eriks Hale, hvor de små, ikoniske badehuse står og spejler sig i Det Lille Hav, mens bølgerne slår ind fra Østersøen på den anden side.

OM ÆRØ
På Ærø har det kommunalt været en hjertesag, at øboernes livskvalitet er i top, f.eks. ved at forbinde hele øen med gratis bus med stort set timedrift. Den gratis bus er medvirkende til, at ø-livet føles trygt og godt og overskueligt. F.eks. lærer børn og unge hurtigt at bevæge sig rundt omkring på øen efter de forskellige tilbud. De mange små netværk gør også livet nemmere - man er tæt på hinanden og er ikke så bange for at række ud. Men hvad er det lige præcis, der gør ø-livet så unikt? Hvis man skruer tiden tilbage til dét Danmark, der var engang, dengang hver lille by havde sit eget handelsliv, kulturliv og arbejdsliv, så vil man se, at dét, der engang var normen i hele Danmark - at 'alt' var indenfor rækkevidde - stadig er virkelighed på Ærø. Ja, sådan er ø-livet - et samfund, der på trods af sin lidenhed, udgør et helt univers.

Og det er derfor, at vi siger, at 'Drømmen er på en ø'!

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.